Efter 2 fulde måneder med selskab 24/7 begyndte jeg at få nok. Jeg traengte til at kunne vaere helt alene uden at skulle tage hensyn til andre.
Saa derfor var timingen perfekt da vi kom til Koh Tao (som iovrigt ikke er noget vaerd hvis man ikke vil paa dykker skole) Mette var der, Britt skulle igang med at tage dykkercertifikatet og bagefter tager Britt og Mette paa en 4 dages dykkercruise en eller anden sted, ikke alt for langt vaek fra Phuket. Eftersom jeg ikke tager dykkercertifikatet saa er der jo ingen grund til at jeg joiner dem.

Så jeg drager ud i den vide verden paa egen haand. Ud og se hvad verden kan byde paa en ensom backpacker.
Valget faldt paa Bangkok. Det er en storby, hvor man kan fole ensomheden blandt millioner af mennesker. Jeg har alligevel nogle aerindringer hos den danske ambassade, eftersom jeg er pas-los. Min pas blev stjaalet paa stranden sammen med min mobil. Alt andet af vaerdi var fjernet inden jeg tog paa stranden, undtagen passet og mobilen der laa i den hemmelige lomme. Uheldigt, men det er hvad der kan ske. Saa det er bare med at faa en midlertidig pas saa jeg kan rejse videre paa et senere tidspunkt.

Jeg har ingen betaenkligheder omkring at vaere paa egen haand, og det skal i andre heller ikke have. Der er mange der rejser alene, og Bangkok er faktisk den perfekte by at rejse alene i.

Jeg har taenkt mig at tage paa den ultimative sightseeing i Bangkok. Jeg skal se alle bydele (der bliver ingen templer for damen her!) jeg overvejer endda at se National Museet, selvom jeg svor ingen museer under rejsen (hvad har I dog gjort mod mig, mor og far.) Jeg er osse sikker paa at der er de ultimative dase dage hvor jeg kun kravler ud af sengen for at faa noget fode, for saa at kravle tilbage. Jeg tror faktisk jeg nok skal faa det hyggeligt. Har jo altid sagt at mit eget selskab er det bedste i verdenen.

Mette anbefalede en Hostel der hedder Lub’d (ordleg med Lab Dee som betyder sov godt.) hun kunne endda til min store glaede meddele at der er en Subway i naerheden og sengene er laekre og brede og AC i stor stil at man rigtig kan putte sig under en rigtig dyne.
Det er lige det jeg traenger til. Jeg kan ikke lide fan (sjovt nok har jeg glemt det danske ord for fan – maa lige slaa det op i ordbogen) og heller ikke det der med at sove i lagen. Man bliver viklet ind i det og saa vaagner man modvilligt for at komme ud af faelden.

Jeg har hort saa meget om Bangkok. Det skulle minde meget om en vestlig by, bare med masser af varme paa denne tid af aaret. Jeg elsker storbyer og haaber virkelig jeg faar en milliard-million indtryk paa en gang og opdager alt muligt maerkeligt som jeg kan klukle over.

Men inden jeg naar saa langt skal jeg lige overstaa den sidste del af busturen. Der er ikke noget, saa her maa lommelygteb frem. Jeg tog afsted fra Koh Tao kl 14.45 (8.45 dansk tid) sejlede 2 timer, ventede 20 min paa bussen og her sidder jeg nu, 6 timer senere. Jeg mangler stadig 4 timer af busturen. Min numse gor ondt og jeg er hamrende rastlos. Kan bare ikke sove, selvom jeg sov meget daarligt i nat. Den ultimative bustur. Det bliver 4 lange timer. Og for at gore ondt vaerre, saa er den nakkepude jeg kobte inden denne 10 timers rejse noget lort. Den skal pustes op hvert 10. min. Grr.

Kategorier: Travels

Sofie Heilmann

Sofie is studying Digital Design and Communication at IT University, which she prefers to call fancy university. She loves traveling, writing, reading, eating, crossfitting, handstanding, running, talking, sleeping and so much more. Really, what she enjoys the most in life is sleeping and eating. That you can do everywhere. Sofie is a dreamer too. It could be about travels or her wet Ph.D dreams.. Or journalistic dreams. All in all, Sofie likes to live. Viva la vida!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *