Handicapped kan ikke klare sig selv. Saadan er den generelle opfattelse paa philippinerne aabenbart.
Det irriterer mig helt vildt at saa snart de indser at vi er dove skal der straks saerbehandling. Men samtidig morer det mig, da det bare fortaeller mig om deres uvidenhed mht. dove.

Vi ankom til Cebu lufthavn hvor vi skulle med flyet til manila hvor vi saa skulle skifte til et andet fly til Taipei.
Da vi skulle checke vores baggage og os selv ind var den forste problem mit pas (naturligvis. Hele pashistorien skal have en kapitel for sig selv!) da vi fik lost det med fremvisning af det nye pas (fik altsaa lissom besked af konsulatet at jeg forst skulle bruge det nye pas i Taipei, saa ikke min fejl)
Naa men efter turbulensen fik vi vores personlige guide som skulle fore os i sikkerhed paa gaten saa vi ikke farede vild i den enorme (laes: lillebitte) lufthavn hvor vi saa blev videregivet til en anden der kunne pusle lidt om os mens vi ventede. Dame nr 2 kunne tegnsprog. Asl. Jeg gad vide om det er det tegnsprog de bruger her??
Anyway. Britt og jeg havde altsaa andre planer end at sidde og blive puslet om. Vi skulle altsaa have en frappé og milkshake (naturligvis mig der vaelger saadan noget fransk – teorien lyder jo saaledes: jo mere avanceret det lyder jo bedre smager det)
Vi kom trygt ind i flyet uden at blive mast af alle de andre. Why? Joo fordi saerbehandlingen indebaerer at man kommer forst ind i flyet. Saa fik de andre lang naese – ved bare ikke om jeg skal grine eller graede.
Graede fordi de tror at dove er saa fortabte. Naeste gang jeg kommer til Philippinerne skal jeg have en alvorssnak med nogle dove filipinos om dette.
Grine fordi man ligesaa godt kan udnytter de fordele det giver at folk tror at dove er aah saa hjaelpelose. Naa nu det sker relativt sjaeldent er det acceptabelt. For det kan blive en ond cirkel der forer dove ind i hjaelpelosheden og det kan vi ikke have naar dove for tiden er ret seje og kaemper om at staa paa lige fod som horende. Fordi vi kan.!

Kategorier: Travels

Sofie Heilmann

Sofie is studying Digital Design and Communication at IT University, which she prefers to call fancy university. She loves traveling, writing, reading, eating, crossfitting, handstanding, running, talking, sleeping and so much more. Really, what she enjoys the most in life is sleeping and eating. That you can do everywhere. Sofie is a dreamer too. It could be about travels or her wet Ph.D dreams.. Or journalistic dreams. All in all, Sofie likes to live. Viva la vida!

1 Kommentar

Helle · 21. december 2009 kl. 10:38

Ja jeg oplevede også lidt af hver i de filippinske lufthavne.. i Manila blev jeg modtaget af 4 mænd der ventede på netop mig og med sig havde de en KØRESTOL! Den ene insisterede på at jeg skulle sætte mig, men jeg nægtede og han insistede igen (på asiatisk “kom” tegn) og jeg pegede så på mine ben for at vise ham at jeg godt kan gå.. Så klappede han kørestolen sammen 🙂 men insisterede stadig på at jeg skulle have en ledsager og blev sat på flyvet til Singapore.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *