Washington DC

Er ankommet godt og vel til Washington DC på denneher lækre hotel med alt.

Flyturen gik meget godt, fik dog ondt i numsen efter at have siddet ned i 12 timer (eller hvert fald noget i den stil)

Da jeg endelig var ankommet til hovedstaden, kunne jeg allerede sluge mit første anderledes indtryk ind i mig. For der var sådan nogle underlige store kabineagtige tingster med store traktoragtige hjul på. Det skulle altså vise sig at der hvor jeg steg ud af flyet ikke var i den samme bygning som bagageafhentningen og paskontrol.
Jeg prøvede at tage billeder af tingsten uden større succes, men i skal nok få mine forsøgsbilleder a se senere.

Jeg kom igennem paskontrollen helt smertefrit. Til min store overraskelse! Den der visum fungerer måske meget godt alligevel.
Men altså. Det skulle det osse bare, for jeg stod i kø i 30 minutter for at komme til skranken. Og jeg skulle tisse!! Og det skulle den stakkels lille pige foran mig altså osse. Jeg ved ikke hvem der havde det værst, men den lille pige så ud til at skulle tisse i bukserne nårsomhelst.

Nå men, jeg skulle hente min bagage. Og ved I hvad?????????
Den var der SELVFØLGELIG IKKE!!
En dame så min lidt bekymrede fjæs og spurgte om jeg var miss heilmann. Ja og så fik jeg beskeden om at min bagage er forsinket. (er dødsikker på at de glemte den i London. Hmf!)
Nå men prøvede at se på den lyse side. Jeg skal altså ikke selv slæbe min tonstunge kuffert til hotellet. Ikke dårligt. Lufthavnen kommer og afleverer den på hotellet! Jeg er solgt. Så det var faktisk en overmådig tilfreds pige der så skulle til at finde ud af hvordan hun kom hen til metroen.

Måtte altså punge ud med 10 dollars for at køre med Washington flyers. En køretur der tog mindst 30 minutter. Og bagefter var det med metroen hvor turen tog mig 43 minutter præcis.

Da jeg så ankom til Cheverly metro St, hvor jeg regnede med at skulle med taxa hen til hotellet. Det første jeg kunne konstatere at jeg var havnet i en forstad. Forstæder har IKKE taxa’er!! Jeg kunne ikke forsøge at ringe for jeg kan dårligt forstå engelsk tale (desuden var min mobilbatteri død) heldig heldig. Jeg kiggede på busserne, for der måtte da være èn som kørte hen til hotellet. Fandt nogle mulige busser, men det faktum at det var lørdag og kl var 19.30 indsnærvede altså alle muligheder.
Da jeg så var indstillet på at overnatte i metroen kom der pludselig en bil med skiltet Howard Johnson Inn. Mit hotel!!!!! Jeg var tilsyneladende ikke den eneste der skulle derhen.

I kan tro at jeg virkelig har følt at heldet var med mig hele vejen! For det hele forløb smertefrit. Og da jeg ankom til mt hotelværelse og så min KINGSIZE (seriøst!! Det ER en kongeseng! Billede kommer senere) seng var min lykke gjort. Og værelset er enormt! Med lækker badeværelse (inkl. Badekar!!) jeg har mit eget skrivebord, med tilhørende kontorstol, tv, køleskab, mikroovn og et enormt spejl!! That’s life!

I kan tro jeg sov godt i nat. Jeg vågnede kl 5 og fandt migselv på tværs af sengen. Godt nok er det en kingsize, men der er sq ikke plads til andre end mig selv!!

Det bedste er: jeg tror jeg slap for at have jetlag. Altså af den voldsomme slags. Men nu må jeg ikke tage glæderne på forskud. Måske kommer den pludselig og helt uventet.

Udgivet af

Sofie Heilmann

Sofie is studying Digital Design and Communication at IT University, which she prefers to call fancy university. She loves traveling, writing, reading, eating, crossfitting, handstanding, running, talking, sleeping and so much more. Really, what she enjoys the most in life is sleeping and eating. That you can do everywhere. Sofie is a dreamer too. It could be about travels or her wet Ph.D dreams.. Or journalistic dreams. All in all, Sofie likes to live. Viva la vida!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *